Skip to main content

Fodbold

Fodbold på Skyum er for dig, der vil mere end bare at spille – vi søger elever, der brænder for spillet og vil yde deres bedste. Hos os er træningens kvalitet og spillernes engagement i højsædet, og vi forventer, at du møder op med vilje til at udvikle dig. Vores mål er at løfte dig teknisk, taktisk, fysisk og mentalt, så du vokser både som spiller og menneske.

Mere om linjen
Om fodbold på skyum

Fodbolden på Skyum Idrætsefterskole giver dig muligheden for at udvikle dig både individuelt og som en del af holdet. Vores træning varierer fra personlig, individuel træning, til øvelser i større trupper og små grupper, hvor vi går i dybden med specifikke dele af spillet. Vi arbejder særligt med udgangspunkt i Skyums egen spillestil og ønsker at give fodboldspillerne nogle fodboldmæssige redskaber – især taktisk og teknisk.

Vores træningspas er varierende og trupperne er flydende. Vi niveaudeler ofte, så vi lettere kan understøtte den enkelte spiller og tilpasse øvelserne efter spillerens niveau.

Bliv elev
Skyum logo

Kampe & fællesskab

Vi lægger stor vægt på, at spillerne engagerer sig helhjertet i både spillet og hinanden – på og uden for banen. Hos os er fodbold ikke kun en sport; det er også et fællesskab, hvor vi løfter hinanden og arbejder sammen for at nå nye mål.

Vi spiller kampe i Skoleligaen med både drenge og piger, som løber fra oktober til april. Derudover deltager vi i NM, DM-kvalifikationen og spiller træningskampe.

Thisted FC logo
Klubsamarbejde

På skolen træner vi fodbold tre gange om ugen. For de elever, der ønsker ekstra udfordringer og endnu mere træning, tilbyder vi mulighed for samarbejde med Thisted FC på drengesiden og FC Thy Piger på pigesiden. Gennem disse samarbejder kan du deltage i yderligere træningssessioner og kampe, så du får endnu flere muligheder for at udvikle dit talent og engagere dig i sporten.

VI TRÆNER ÅRET RUNDT PÅ SKYUMS KUNSTGRÆSBANE

og benytter os af de indendørs faciliteter i forbindelse med styrketræning og tests.

Mød vores
fodboldtrænere

Thomas Thorsen

Ansat siden 2018
Drengetræner
UEFA A-licens
12 års trænererfaring
Trænet U17 og U19 ungdoms-division samt Jyllandsserie herrer

Asger Bust Lundager

Ansat siden 2022
Drengetræner
Tidligere semiprofessionel i Thisted FC 1. og 2. division
Ungdomsstid i AaB
Over 150 divisionskampe

Mikkel Agger

Ansat siden 2021
Drenge- og pigetræner
Tidligere professionel i bl.a. Esbjerg, Viborg og Sarpsborg
Ungdomstid i Thisted FC
Kampe for U19 og U20 landsholdet

Mikkel Christiansen

Ansat siden 2023
Drenge- og pigetræner
UEFA A-licens
10 års trænererfaring
Tidligere U16 DM træner i AaB
U19 DM træner i FC Thy piger

OFTE
STILLEDE
SPØRGSMÅL

Skal man have et højt niveau for at spille fodbold på Skyum?

Nej det skal man ikke – men man skal til gengæld have lysten til at udvikle sig og deltage aktivt på og uden for banen. Vi lægger stor vægt på at man VIL. Vælger man profilfag fodbold på Skyum, så forventer vi stort engagement og deltagelse i timerne.

Spiller man kampe, og kommer alle ud at spille?

Ja og ja! Vi deltager i skoleligaen med alle vores hold, hvor vi hovedsageligt møder andre efterskoler. Kampene placeres i midtugen – typisk midt på dagen. Alle fodboldspillere spillere kampe, hvis de passer deres træning.

Træner drenge og piger sammen?

Nej det gør de ikke. Der kan være enkelte pigespillere som kan prøve at træne med drengene, for at matche dem yderligere.

Skal man være i god form, FOR AT VÆRE på fodboldlinjen?

JA! For ellers kommer du på overarbejde. Fodbold er blot en procentdel af den fysiske belastning du møder på skolen. Gymnastik og valgfag er med til at trække dit ugentlige timetal med fysisk aktivitet op over 10 timer.

Kan man både spille kampe på efterskolen og i sin egen klub?

Det kan man. Man behøver ikke flytte sit spillercertifikat til efterskolen. Og ønsker man klubsamarbejde, så kan man også søge om dobbelt spillercertifikat. Snak her med trænerne på Skyum.